mdigital
» » Joe Strauss - Uegnet For Voksne

Joe Strauss - Uegnet For Voksne download mp3 album

Joe Strauss - Uegnet For Voksne download mp3 album
Performer:
Joe Strauss
Album:
Uegnet For Voksne
Released:
2014
FLAC vers. size:
1170 mb
MP3 vers. size:
1279 mb
WMA vers. size:
1478 mb
Other formats
TTA AU DTS VOX MMF AA MIDI
Rating:
4.5 ★
Votes:
899

Discover his family history including photos, birth, death, and marriage records for free. Find Joe Strauss or other Strauss biographies in your family tree and collaborate with others to discover more about Joe. Advertisement by ancestry. Find records of Joe Strauss.

Joseph Strauss (November 16, 1858 in Cincinnati – June 24, 1906 in Cincinnati), was a professional baseball pitcher and outfielder in Major League Baseball from 1884 to 1886. He played for the Kansas City Cowboys, Brooklyn Grays, and Louisville Colonels. YouTube Encyclopedic. 1/1. Views: 466. ✪ IFCO-TV Interviews Dr Joe Strauss author of the Blue Books.

There are no setlists by Joe Strauss on setlist. fm yet. You could help us by adding a first setlist. You can track changes of setlists by this artist by selecting the option below.

Genealogy for Joe Strauss (deceased) family tree on Geni, with over 185 million profiles of ancestors and living relatives. Start your family tree now. Joe Strauss's Geni Profile. Contact profile manager. Records for Joe Strauss.

4 Lieder, O. 7 (Strauss, Richard). However, it is in the public domain in Canada (where IMSLP is hosted) and other countries where the term is life-plus-50 years (such as China, Japan, Korea and many others worldwide). Instrumentation as for the Strauss and Mozart Serenades for 13 Wind Instruments.

Tracklist

A1 Slumdoktrinering
A2 Du er hva du spiser #
A3 Du Ved Hvor Jeg Ligger
A4 Stadigvæk Hiphop
A5 Ik Interesseret
B1 Dukkevisen
B2 Fingepejeren
B3 Methmatik ¤
B4 Til Min Ører Bløder
B5 Guld & Grønne skove # - !

Notes

JOE STRAUSS 2014
UEGNET FOR VOKSNE
PLADEBIBLIOGRAFI
Indledning
Denne her plade har for mig været en lang kamp, både på det
kreative, det tekniske og det psykiske. Det er mig en stor ære at
præsentere den for alle jer der har lyst til at høre med.
Jeg må ærligt indrømme, at det altid har været en drenge drøm, for
mig at få lov at lave min egen skive. Og i dag d.1 juni 2014 rammer
den gaden..10 år efter jeg begyndte at rappe nede i mødestedet, med
mine daværende klassekammerater. ( super corny på den fede måde )
2003-2005
Vi sad på mit drenge værelse, mig og et par gutter og droppede
børnerim på jacked beats, til den dag vi var gamle nok til at tage
i ungdomsklubben for at være med i det studie, som de havde der
nede.
Og det blev vi så, altså gamle nok og lagde vores første track. I
ungdomsklubben arbejdede Najim, en mega fed gut der fungerede som
Rap lektor. Han hjælp os med at skrive og har haft en klar
indflydelse på. hvordan jeg arbejder.
Han hjalp mig med at skrive mit første solo nummer(TAK) ”min stil”
som jeg brugte til DM i Børnerap 2004. Senere blev jeg sat i
forbindelse med Face(idag kaliber), som dengang fungerede som
producer hos Madness4real… Hold nu fast, jeg skulle i studiet med
dem der ikke alene havde produceret DGP, nej de havde fandme os
været i US i 90’erne og produceret for Bl.a. Ice Cube og Eazy-E. De
arbejde på nogle demo udspil, som de så ville sælge videre til et
plade selvskab. Med mig som show off børnerapper. Jeg blev senere
kontaktet af Danmarks Radio i forbindelse med MGP 2005, de ville
ringe og høre om Dunis og Jeg havde lyst til at komme ind som pause
klovne får at underholde med noget rap. Det gjorde vi så, jeg
glemte min tekst, på live fucking TV. Mega pinligt dengang, i dag
synes jeg bare det for nice!
Senere blev jeg droppet af Face og M4R, de sagde de ville ringe
tilbage, det gjorde de aldrig. Fuck det, jeg fik min første 4-spor
Harddisc reccorder fra Fostex, den var fin. DIY
Så jeg var som så mange andre 12 årige drenge børn fyldt med alt
for meget energi og alt det lort, Det hele steg mig til hoved. Og
jeg endte med at blive flyttet på opholdssted i Præstø. Der var
jeg fra jeg var 13-15 og fik ikke rigtigt lavet noget rap, dengang
kaldte jeg det en skriveblokade, i dag ville jeg nok bare kalde
kedsomhed. Nok om det, den må i få i min selvbiografi.......
Vi springer lige lidt i tidslinjen
Jeg flyttede hjem igen og teamet op med en gammel homie Prince Yaw
og vi dannede køk'net. Det var noget værre lort, og hvem der end
siger andet, har hørt for meget dårlig musik. Senere kom Joe P med
i Køk'net, lidt efter vi havde haft en beef kørende, om hvem der
skulle hedde Joe, og ærligt talt så stjal han sku mit navn, det
syntes jeg stadigvæk er fucking wack den dag i dag! Men vi sluttede
så fred, og han kom med i Køk'net og jeg valgte at se bort fra det.
Vi lavede 2 mixtapes inden vi igen blev uvenner. Det var nogle
uoverensstemmelser i forbindelse med de lorte diss tracks vi smed
ud til Pimp-a-lot og 8210. Joe P blev kontaktet af MFS, som bad os
om at ændre vores tema farve på Myspace. Fra rød til blå, grundet
noget crips og bloods relateret. Patrick valgte at skifte alle
vores farver fra rød til blå, uden at spørge nogle af os andre.
Der valgte jeg at bryde. Da jeg ikke var interesseret i at være en
del af hans wannabe Bloods attitude, og slet ikke for at skifte til
at clamie Crips, bare fordi MFS havde skrevet, at det var noget vi
skulle gøre. Der lå selvfølig også andre ting bagbruddet, bl.a. var
der bare generelt en svag forståelse for aftaler og mødepligter.
Blod på tanden
Jeg var cirka 17 år gammel, da jeg følte at mine produktioner
var nogenlunde acceptable for folk, så jeg besluttet mig for at
starte mit eget pladeprojekt, da jeg var træt af at jacke andre
folks beats. Jeg ville producere det selv, jeg var træt af at høre
på lil wayne plagiater, uden noget som helst og sige. Jeg var træt
af at høre på horny rappers tale om damer, de gerne ville hjem og
kneppe. Helt ærligt jeg har hørt rap plader siden jeg var 10, og de
damer, der generelt bliver rappet om på plader, er vist blevet
bollet rigeligt gennem tiderne. Så jeg tænkte jeg må ikke rap om
hoes og guns, og jeg skulle diss alle på scenen, der gjorde det.
Var produktionerne overhoved okey?
Så jeg begyndte at sample rocket ting, uden overhoved at havde styr
på en skid, rent ud af sagt. Mine egne beats stank, mine trommer
stank, de ting jeg samplet stank, lyden på min vocal stank. Hver
eneste gang jeg kom ud til folk og skulle spille et nyt track, blev
jeg lige skuffet, det lød som om at deres højtalere var ved at gå i
stykker. Hjemme på mit værelse med mine speakers, lød det
nogenlunde(slum). Men det blev bedre og bedre og værre og bedre
osv.. For hver eneste gang blev jeg klogere, og det var jo dejligt.
Men jeg vidste godt, at jeg ikke var der helt endnu og det
forsatte. Jeg var SULTEN, men ik sulten nok, for jeg sad bare på
mit værelse med mine numre og prøvede at mixe det fedt, men det
blev bare aldrig mixet rigtigt. Og heller aldrig udgivet, for det
skulle jeg være så FUCKING PERFEKT, (troede jeg).
Så det var selvfølig en svær barriere, skulle jeg udgive det? eller
ikke? for jeg synes sku det var for dyrt at gå ud og betale en
producer for at mixe lortet. Så jeg holdt musikken tilbage
(heldigvis). Så kom jeg desværre os ind i periode hvor jeg fuckede
lidt for meget op igen, med bajer og joints uden at lave noget
musik. Og det døde ligesom en smule. Jeg valgte ikke at udgive de
numre, da jeg erkendte at det var bare ikke godt nok.
VÅGNET FRA FESTEN
Så der skulle gå lidt før det virkeligt tog om sig igen. Cirka i
2012 indså jeg, at mit kald var andet end at sidde og oddse, se
fodbold og bare glo på verden, uden at udrette en skid selv. Jeg
ville lave den fucking plade, så jeg besluttede mig for at isolere
mig, uden at snakke med nogen, bare sætte mig og producere og
arbejde på den skive. Men jeg blev hele tiden forstyrret af
meningsløse ting.
F.eks. Min mor der konstant spurgte mig om jeg var sulten, fordi så
kunne jeg lige lave noget til hende os, imens hun sad der og så
fjernsyn - FUCK OFF. Jeg ku bare ikke få ro, nogen som helst
steder. Hver evige eneste aften, da jeg hoppede i seng følte jeg
altid jeg havde brugt min energi forkert. Men jeg fik heldigvis ro
den skønne dag, jeg flyttede mit fokus, da jeg blev totalt
forelsket, og flyttede væk fra det hele og så tingene i et nyt
perspektiv.
Det var lige omkring års skiftet mellem 11 og 12, at jeg tænkte de
her ting, og jeg begyndte også, at se min kone Anna, altså i Marts
12, og det ændrede mange ting. Jeg kom en smule væk fra mit gamle
hood Ishøj, og det ændrede den mulighed for at lave musik med mine
drenge, for de kiggede ikke bare lige ud til NV hos mig. Så jeg lod
mit studie stå hos min forældre, og sov hos Anna hver aften, og tog
igen hjem om morgenen til Ishøj for at arbejde på musikken, og ind
til Anna igen når jeg var færdig. Det var også sådan lidt bare at
flytte ind hos en pige, og sige ”jeg skal lige havde alt mit gear
stående her”, men det blev sådan hen af vejen TUSIND TAK.
I og med at jeg kom lidt på afstand, gik det blandt andet op for
mig, at min mors psykiater der altid har været skide sød. Faktisk
er en fucking BITCH, der har givet min mor drugs de sidste 30 år.
Og hun har helt sikkert også skovlet en fed hyre ind på hva jeg
kalder GLOBAL MENNESKEFORSØG.
Jeg mener, hun har givet min mor det ene anti psykotiske præparat
efter det andet gennem årene, uden at fortælle min mor noget om
bivirkningerne. Det værste er, at hun min mor også har fået drugs,
mens hun havde både min bror og jeg i maven.
Anna forstod min situation og hjalp mig helt vildt meget med at
komme videre, det var fantastisk. Så jeg havde et halv år hvor jeg
hverken arbejdede eller gik i skole. Der sad jeg og lavede beats på
fuld smadder. Rent skrivemæssigt gik der selvfølig noget tid før
jeg sådan for alvor kom i gang igen, men i gang det kom jeg.
Jeg fandt min indre ro, og jeg besluttede mig for at begrave bøffen
med Patrick ”Joe P”, da det pludselig gik op for mig, at der nok
var en grund til, at han altid brændte os af over i Køk'net. Det
gik også op for mig, at man har f.eks. 100 energi point på en dag,
og hver gang du foretager dig noget bruger du 10. Så at være sur på
Patrick gad jeg ik længere at bruge min energi på. Så jeg greb
knoglen, ringede til ham efter han adskillige gange havde taget
kontakt til mig. Og så jeg sagde hey det må du fandme undskyld bro,
jeg var bare slet ikke gammel nok til at forstå, at du havde fået
mavesår, og det nok var derfor du ikke kom forbi studiet i
weekenderne og indspillede med os andre. Den undskyldning godtog
Patrick og sagde ”Joe, jeg har os været skide sur på dig, men det
hele går jo nok. Jeg var overbevist om, at Patrick også var ligeså
lettet som jeg over min undskyldning, over mit totale flip. Vi
aftale så, at vi snart skulle hooke up. Det sørgelige ved det er,
at cirka 3 måneder senere d.4/08-2012 bliver jeg kontaktet af en
gammel homie, der siger ” Har du hørt det med Joe P, han blev kørt
ned af b-toget i nat mellem Albertslund og Glostrup.” R.I.P. Jeg
begræder dette, men det føltes ret ambivalent for mig, for da
Patrick døde var han allerede mistet for mig. Vi havde ikke set
hinanden i 2 år. MEGET MÆRKELIGT. Jeg kondolerer stærkt med hans
pårørende, mine varmeste tanker er altid hos dem.
Jeg begræder også, at det aldrig kom noget afskedstrack med på
pladen, og jeg har gang på gang prøvet at arbejde på dette, men jeg
kan simpelthen ikke. Det bare alt for svært at arbejde med.
Så nu følte jeg bare at ”nu skal den plade virkelig fucking laves,
jeg skal kraftedme skærer dem i stykker og forarge så meget som
overhoved muligt”. Mit mål var ikke længere bare at lave en anti
kommerciel hiphop plade, ”nej det var payback time!”
Nu var jeg dedikeret. Stoppede med at se alle jeg kendte, udover
Anna. Musikken gik også meget godt, men selve mixet var bare ikke
skarpt nok endnu. Så jeg prøvede at arbejde med nogle folk, men jeg
blev bare dræbt af at altid skulle vente på, at de lige havde øvet
sig, på deres untighte flows. Eller sidde og vente hele dagen, på
folk der alligevel brændte mig af i den sidste ende. Så jeg
besluttede mig for at, der måtte ik være nogle gæste rappere med på
min plade, for folk lovede mig altid guld & grønne skove, men kom
aldrig, og kom heller aldrig til tiden, selvom de altid lovet det
højt og helligt. Det var godt nok noget af en mundfuld, for mig for
jeg skulle rappe hele lortet selv. Jeg skulle kraftedme os mixe det
og lave beatsne. Nogle vil nok mene, at det er dræberen,(senere
skulle jeg også scratche) men jeg synes det var perfekt, for så
vidste jeg os bare at den eneste jeg kunne give skylden for fejl,
var mig selv. Jeg begyndte så småt at gå i skole, mens jeg
arbejdede på pladen. Jeg kunne overhovedet ikke følge med, og havde
altid mine tanker et andet sted til undervisningen. Tænkte altid
bare i breaks, f.eks. engang vi så kortfilm, og der kom et eller
andet musik stykke. Der gik jeg direkte hjem og sampled det med det
samme, og det var sådan tit, at hvis jeg hørte et break og det lød
fedt i momentet, så gik jeg i gang med hurtigst muligt.
FUCK HVOR VI KNOKLEDE!
2013 var også året vor jeg blandet andet mødte Gadens egne Drenge,
eller Hellspawn. En mega produktiv rapper der egentlig ikke havde
så meget at rappe om. Men han havde bare de der vers klar på 5 min
og når han endelig leverede, ja så leverede han os okæ på micen. Så
jeg besluttede mig for at producere ham en røvfuld beats, og jeg
syntes at jeg fik kvaliteten til at blive bedre og
bedre(lydmæssigt). Jeg havde faktisk aldrig rigtigt gået så
detaljeret op i mit mix, så jeg sparede meget med en anden (ung)
homie jeg lærte at kende Christian. Det var mega nørd på lydsiden,
og vi fiffede lidt frem og tilbage. Og i takt med at lyd siden blev
bedre, blev jeg os langt mere nørdet. Fuck hvor jeg begyndte at
læse alt muligt shit om frekvenser og pis og lort, som jeg ik
forstod. Jeg læste til jeg begyndte at fatte det. Der indså jeg
endnu engang hvor nørdet jeg er, jeg gider bare hverken at nørde et
computer spil, eller dvd'er eller andet. Jeg vil nørde musik. Så
udover og sidde og læse diverse artikler om lyd teknik begyndte
jeg også at scratche, bare mest for sjov, fik hurtigt en okæ flair
for det. Men jeg har langt vej endnu, No shiet. Så jeg fik stort
set alt min fritid til at gå med bare at scratche og mixe nogle af
alle de beats jeg havde lavet. Kan man sige scratching og mixing,
kan man også sige crate diggin, enhver producer graver sku plader,
det begyndte jeg os på alvor i 2013, og hold nu op, jeg fik slæbt
meget lort med hjem. Men det har os gjort at jeg er stort set er
stoppet med at høre hiphop, nu sætter jeg bare nogle gamle 70er
plader på og hører god musik til jeg finder et break. Jeg ka ikke følge
med i hiphop længere, der er simpelthen for meget lort! kendrick.
Slut 2013-Start 2014
jeg begyndte så snart at havde mit repertoire klar, og det blev til
følgende tracks. Du er hva du spiser, Dukkevisen, Fingrepejeren, Du
ved hvor jeg ligger, Mehmatik og Til min ører bløder.
Min gode ven Kaare Withersmann tilbød mig at skyde videoer til ”Du
ved hvor jeg ligger” og et andet track til pladen, KVIT OG FRIT,
RESPEKT. Så alt det arbejde med videoerne var jeg selvfølig lidt
inde over selv, men det er skam Kaare der har siddet og klippet og
lagt alle effekter. Mens jeg har siddet ved siden af rullet op,
drukket kaffe og lært en hel masse om Adobe Premier og After
Effects. Så vi udgav videoen til ”Du ved hvor jeg ligger” i
December 2013, og jeg valgte at strække udgivelsen af videoen til
Stadigvæk hiphop, til midt April. Da jeg vurderede, der ikke skulle
gå alt får lang tid mellem 2. single udspil og udgivelsen af
pladen.
Jeg havde hele tiden rappet op til alt og alle at jeg ville droppe
en vinyl. Så min allerbedste plade homie Don Stener, han satte mig
forbindelse med Kommunal dubplate Service, der havde hvad der
skulle til for at lave en sådan, og jeg fik aftalt en tid omkring
starten af marts måned. Så jeg havde lidt tid at blive færdig med
mine ting på.
Det var fucking hårdt, at lave det hele selv! hold kæft hvor måtte
jeg kasserer mange tracks hen af vejen. Fordi jeg ganske enkelt
blev totalt trætte af at høre på dem selv, og ud fra det
konkluderede jeg, at jeg ikke ville spille dem live, ergo måtte
også jeg undlade at spille dem for nogen overhoved. For tænk nu
hvis det skulle gå hen og blive noget folk blev vilde med, og jeg
bare hadede tracket, allerede før det overhoved var på gaden. Så
ville det være lidt surt overfor sine folk og stå stædigt og sige
NEJ JEG SPILLER DET FUCKING IKKE.
Jeg havde sat mit deadline til den 16 febuar 2014, midt i min
vinterferie fra den skole jeg var så pisse træt af. Nu skulle det
kraftedme være færdigt, jeg havde halvanden måned fra dags dato,
jeg havde skrevet alle tracks’ne op på en liste, som jeg hang den
op på væggen(på opfordring fra konen) Begyndte at skære arbejdet op
i kolonner og det begyndte at tage form. Jeg havde 6 numre klar, nu
skulle de bare indspilles, mixes, cuttes.
Opskriften gode omgivelser!
Jeg blev færdig flere dage før tid, og der var fandme os lige 2
ekstra interludes med. ”Slumdoktrinering” og ”ik interesseret”, Så
8 numre i det hele.
KLAR TIL AT OVERTAGE VERDEN!!.
Back in the lab!
Jeg troede mit arbejde var slut, så jeg pakkede tasken tog over til
Martin Bjerre med en pose bajer, (jeg havde ikke været fuld sygt
længe) og besluttede mig for at spille skiven for ham. Han havde en
ven på besøg, og efter jeg havde spillet skiven for dem så de ikke
synderligt begejstret ud. Så jeg tog selvfølig hjem, og begyndte
at grave i mine plader, jeg skulle bare finde det fucking break,
der ville smadre det hele. Jeg mener smadre det hele på spændt op
til lir måden.
Jeg var træt af pis. Så der gik ikke mere end et par dage, så havde
jeg 4 dope ass beats klar, hvor et af dem var ”Stadigvæk Hiphop”.
Jeg havde selvfølig fået min ynglings crate digga af dem alle Don
Stener,(TUSIND TAK BRO) til at grave sin støvede Nirvana plade fra
1968 frem, hvor breaket lå. Han var ellers overbevidst om jeg ville
sample noget helt andet på det selv samme nr., men det blev fløjte
stykket. Og jeg var helt oppe og ringe over det! Det var det
fucking sygeste sample, og jeg måtte bare lave den fedeste banger
ud af det. For jeg har sku aldrig hørt nogle sample det her, og
slet ikke så råt, som jeg ville gøre det :) KROKODILE STYLE. Så jeg
skrev nr'et lyn børge, uden at havde noget som helst at sige på
nr'et, IMO er dét track en ren gengivelse af ”du ved hvor jeg
ligger”, siger ikke en skid andet end hvor meget kaffe og hvor
meget thc jeg indtager hehe.
Så nu havde jeg 9 tracks klar, og følte mig klar. Vi havde den
fredag den 14 febuar, og jeg havde min homie Crome i studiet. Vi
arbejdede på et af hans danske numre. Da vi var færdige med
jobbet, spillede jeg min plade, og han var især helt oppe at køre
over det sidste track på pladen ”Til Mine Ører bløder”. Min kone
var os hjemme i stuen den aften, og hun sagde; ”David (red Crome)
så skal du bare høre guld & grønne skove”. Og de fik mig så
overtalt til at spille tracket, og de var helt oppe og støde, jeg
var ikke helt tilfreds med nr'et og besluttede mig for at indspille
det igen, altså kl Halv 4 om natten efter en 7 timers session. Men
det gik heldigvis som smurt, og blev indspillet i et one take. På
nær den der dumme dub der kom med på, ”fuck deres bank pakker”.
Fuck my life, det var lige en svispser. Men WTF der ikke noget der
er perfekt!
Jeg fik så guld og grønne i kassen, og besluttede mig for at det
skulle være tracket, der ville lukke pladen af.
Det var en super sej nat!
Jeg besluttede at starte pladen med Slumdoktrinering tracket, da
det bare skulle være underligt. Ligesom hele det her forløb.
Master fasen.
Jeg besluttede mig for at sende mit mix videre til en anden, der
skulle lave min master, efter selv at have været manden på stort
set alle beats, skrevet alle tekster, lagt alle vokaler osv.
Nu skulle pladen bare sendes til master, og det endte med at blive
hos Hari på Kommunal Dubplate Service. Han skulle også skære
Lakkeren, og han er jo en travl mand, så der gik også lidt tid med
det. Jeg sendte Master lakkeren afsted til Tyskland omtrent den 24
marts. Og så fik jeg de første 2 testpress hjem igen d.14 april,
og jeg kan godt sige dig, jeg fløj en halv meter over Nørrebrogade,
da jeg havde hentet pakken på Kapelvej 44. Jeg nænnede simpelthen
ikke at tage 5’eren hjem i myldretiden, så jeg valgte at gå hjem i
solen. Hey mit testpress ku jeg smelte for helvede. Lige før jeg
kom hjem, passerede jeg min lokale kaffebar på provstevej 10.
Derinde ku jeg se min lokale barrist Stefan stå og servere kaffe
til Raske Penge. På en normal dag ville jeg nok gå ind og sige
goddag, og give dem min gade respekt. Men lige i dag skulle jeg
bare op og høre mit testpress, VOLUME MAX. Og så sad jeg så der i
stolen, følte mig så hård, og selvom jeg følte mig hård, var det
alligevel en kamp for mig at sætte pladen på tallerken, cue den op
og få den til at spinne. Men jeg gjorde det og lige i det split
sekund den droppede, der tænkte jeg, SHIIIET, det lyder slum. Selve
processen at mixe, gav lige pludselig meget bedre mening. Altså
jeg mener, efter at hørt min produktioner på testpresset, blev jeg
meget klogere om hvilke beslutninger jeg vil tage mig i fremtiden
som producer. For jeg syntes sku, at på nogle af numrene mudre
bunden meget, andre mangler bund. På andre numre er vokalen inde i
et lidt for underligt rum. Men alt i alt, var jeg sku tilfreds nok.
Det lød i hvert fald ikke som en hiphop udgivelse fra i år, og det
var fandme heller ikke meningen. Så jeg besluttede mig for at gribe
knoglen, og sørge for at den blev produceret i et oplag på 100
plader. Så var der ikke andet for end at vente den sidste måned på,
at de sidste plader ville blive produceret.
Hvorfor vinyl? OG HVORFOR FANDEN TIL FRI DOWNLOAD?
Det var for oplagt et valg, jeg ville gøre noget der var anderledes
end blot at udgive en EP på spotifly eller itunes som alle andre
artister på scenen. Og samtidigt ville jeg ikke tvinge alle min
følgere til at være online for at høre min plade! Jeg ved godt, at
det ikke er alle, der har en plade spiller, derfor valgte jeg at
gøre pladen frit tilgængelig for alle til fri download. Jeg synes
os min plade er en rigtig plade, kontra mange udgivelser i dag, der
ikke er ude i fysisk form.
Min plade bliver nok aldrig godkendt, som en rigtig udgivelse, da
jeg valgte at se bort fra at underrette NCB og KODA, da jeg mener
at pladesel(v)skaberne og andre autoriteters bureaukratiske måde at
arbejde på dræber kreativiteten. Håber flere musikere vil gøre som
mig i ren solidaritet. DIY! Jeg ku sikkert også havde søgt nogle
fonde og andet godt, men det her var altså min plade og ikke nogen
andres.
Pladen er indspillet i min daglig stue, uden noget lydregulerende.
Alle vokal indspillinger er foretaget på min GA Project TC-1, jeg
har haft siden jeg var 14. Signalet er kørt direkte i kassen til
mit lille 2 x2 interface fra steinberg(MOTHERFUCKINGSLUM). Pladen
er heller ikke mixet på de dyreste speakers i klassen netop, nej
den er mixet på min dødspillet ESI near05, jeg har grov tævet siden
jeg var 13(UNDERLIGT DE SPILLER ENDNU).
Christian Heyman Zinkernagel, har stået får den analog til digital
konervertingen, eller på menneske sprog. Ham og jeg har rippet en
af vinyl pladerne over på hans computer. Og lavet en Digital master
på det. Så den digitale udgivelse der er tilgænglig på nettet er en
efterbehandlet udgave af LP'en.
_
Overordnet set er jeg tilfreds med udfaldet af alt det her, for på
mange måder var det sku meget godt at Madness aldrig ringede
tilbage. Ud fra mange års refleksion, har jeg konkluderet, at det
nok havde steget mig mere til hoved, end det havde gavnet. Jeg sku
glad for, at jeg begyndte at producere det hele selv, og med det
siger jeg ikke, at jeg aldrig vil tage gode råd fra nogen andre
producer, men det vigtigt for mig at vide, at jeg på mine egne
projekter har det sidste ord. Grunden til jeg valgte, at skrive
denne her beskrivelse af mit arbejdsforløb, var fordi jeg følte der
var en hel del historie, som jeg ikke fik fortalt. Det her er langt
fra hele min historie, blot korte uddrag.
Når alt det her er sagt vil jeg slutte af med at sige, at det var
en lang fucking process, og selv du kan gøre det samme. Det drejer
sig blot om at gøre det, der er ingen andre, der gør det for dig.
Du skal ik regne med nogen, forvent dig altid det værste af folk,
der lover dig alt, i hvert fald hvis du vil være færdig med dit
projekt. Det var en lang lærerig rejse, og stod der en eller anden
trippet dude med en tidsmaskine, ville jeg ikke rejse tilbage,
selvom jeg har tænkt det så mange gange før. For alt det, der er
sket på den her rejse, har været med til at gøre mig til den, jeg
er i dag.
Joe Strauss